tekst

Journalistik er en væsentlig del af den demokratiske verden. Uden sandfærdig nyhedsformidling ville vores demokrati slet ikke fungere. Det er derfor problematisk at der ses en underminering af den klassiske avisjournalistisk. Dette udspringer sig i at der i nutidens moderne samfund er kommet mange netbaserede medier, som er nemmere tilgængeligt for yngre generationer og gratis. Problemet ved disse medier er at de er frit tilgængelige for alle og derfor ender med mere at være meningsudvekslinger end kolde facts. Hvis dette på sin hvis gør at man ikke kan regne med de netbaserede medier, og dermed at den klassiske avisjournalistisk er den mest sandfærdige og tilregnelige hvordan kan man så forklare det faldende antal af avislæsere? Dette forsøger journalisten Samuel Rachlin at forklare i hans debatartikel, ”Journalistikkens selvmord” fra 2009 udgivet i politikken.

Samuel Rachlin er af den holdning af kulturen i det morderne samfund er blevet ekstremt overfladisk. Folk går nu til dags ikke længere op i seriøst journalistik, tværtimod har underholdningsprogrammer og reality-shows fået en langt større betydning i nyhederne, ”
Tiden er ved at drukne i realityshow, 'X Factor', 'Vild med dans' og en kultur, hvor overfladiskhed og selvspejling er ved at blive det højeste mål for succes og kvalitet.” Her under kommer han med den pointe at man ser at aviserne på samme måde som tv og nettet ligger fokus på disse programmer og på den måde underminere sig selv. Aviserne prøver på at efterligne den overfladiske journalisik der ses på internettet, hvilket medføre at virkelig journalitisk langsomt uddør. ”Vi blev hurtigt enige om, at det ikke stod særlig godt til med branchen nogen steder i verden. Det går faktisk ad helvede til. Først havde ...

... middle of paper ...

...e journalister, redaktører, kommentatorer og tv-producere.” Senere fremstiller de traditionelle aviser som en harmløs vagthund, ”vagthunden har valgt overgivelsen og lagt sig på ryggen som en kælen vovse med spjættende ben og logrende hale. Blog mig.” På denne måde formår han at gøre sin argumenter tydeligere og mere nærtliggende for læseren. Og han formår at gøre sproget mere spændene og livligt.
Rachlin benytter sig både af etos, patos og logos, men især etos og logos er hans fokuspunkter. Han starter som tidligere nævnt ud med at styrke sin egen etos ved at gøre sig relaterbart for læseren. Derudover er hans egos ret stærk, da han netop selv er en journalist der skriver for en avis. Læseren har altså på forhånd en ide om at han ved rimelig meget inden for dette emne. Som fremstillingsformen bliver mere objektiv benytter Rachlins sig mere af logos appel formen,